Tekstens opklaring
Kommentarer har fanden skabt, synes mange læsere og anmeldere, når de får litteraturhistoriske udgaver i hånden. Men foretrækker de virkelig at få teksten skrevet om i stedet for?
Hvad skal man gøre med klassikerne?
Skal man skrive dem om, som Jens Andersen har gjort det med H. C. Andersen og Peter Thielst med Kierkegaard? Kan man nøjes med, som Villy Sørensen, også med Andersen, at ændre stavningen, bøjningerne og kommateringen. Længe er klassikere som Andersen og Pontppidan jo blevet optrykt med moderne retskrivning.
Eller skal man kommenterer så læseren måske er ved at blive helt bims i hovedet af at slå frem og tilbage i bogen?
Næsten hver gang der udkommer et bind i Det Danske Litteraturselskabs serie af "Danske klassikere", er der anmeldere som anker over de mange forklarende kommentarer i noterne. "Her tales ned til læseren," "Det véd enhver idiot da," o. lign. Selv om serien aldrig forstyrrer læseren med notetegn i teksten, lader højt begavede anmeldere sig alligevel fornærme af de noter de ikke har behov.
Men at læse klassikere er jo ikke bare et spørgsmål om at forstå noget ved det man læser. Også at undgå at forstå noget forkert. Fordi sproget har ændret sig på listig vis. Når f. eks. "mærkelig" betyder "mærkbar" og ikke "underlig". Eller fordi det man rent verbalt forstår, ikke forstås i sit indhold uden en oplysning om den oprindelige sammenhæng ordet eller ordene indgik i (skjult citat, allusion).
Den kreds af videnskabsmænd der beskæftiger sig med at udgive ældre og gamle tekster uden at skrive dem om, kalder sig editionsfilologer. På nordisk plan har vi en sammenslutning der en gang om året mødes til en konference om et udvalgt emne.
Sidste år tog vi spørgsmålet op om kommentaring, og nu er indlæggene fra konferencen kommet som bog. Den første i sin art på noget nordisk sprog, mens den tyske og engelske faglitteratur er proppet med bøger om emnet.
Tekst og læser
Det drilske spørgsmål kunne stilles til bogens bidragydere: Undgår kommentaren da at forvanske teksten? Kan man overhovedet med en kommentar neutralt føre læseren à jour med fortiden? Er det ikke en illusion at tro at man kan komme ind fra gaden og læse gammel litteratur som om den var ny, når bare man får lidt hjælp fra kommentaren?
Der er faktisk et par stykker af de otte der kommer ind på problemet. Kirkegaard-kommentatoren Tonny Aagaard Olesen har den spidsfindige konklusion at "alle gode kommentarer fører til teksten, men de fører også bort fra teksten. Vi kan brolægge vejen, men retningen må hver enkelt læser og kommentator selv finde". Sætningen kræver den kommentar at den rummer en allusion til et Kierkegaard-citat.
Det var litteraturprofessoren Vilh. Andersen (1864-1953) der i 1912 formulerede det eneste teoretiske grundlag som på dansk har eksisteret for den litterære note. Han sagde bl.a., at "kommentaren skal gøre læsningen præsent ved at give læseren samtidens forudsætninger". Det er jo præcis det modsatte af hvad man gør, når man som Jens Andersen skriver Andersen om. Dèr skærer man teksten til på nutidens forudsætninger. Det kan måske gå for børn, men for voksne er det rent fjernsyn.
For de folkelige hensyn skal man ikke glemme at fodnoter har deres passionerede dyrkere, fremstillere såvel som læsere. Noten er det arkimediske punkt hvorudfra man kan bevæge tekstens måske mere svævende univers. Her forankres et tilsyneladende provokerende eller uforståelig udtryk. Her banker pulsen ikke mindre heftigt end i selve teksten. Der er, for nu at tale fint, et dialektisk forhold mellem tekst og note.
Men selv om man så er enige om at kommentarer er en god og nødvendig ting, kan man godt diskutere hvordan den bliver bedst. Hvor personligt skal en tekstudgiver farve sine kommentarer? Skal han, som Hans Brix gjorde det i 1920’erne med sine noter til H.C. Andersens eventyr, indsmugle sine egne diskutable fund og iagttagelser? Kan en bestemt forklaring på et dunkelt sted ikke være lige så forførende som en Jens Andersensk omskrivning af selve teksten? Jo, jo, jo, siger editionsfilologerne ydmygt. Vi kan aldrig blive perfekte, kun gøre vores bedste.
Per Dahl vil ikke give Kierkegaard-udgiverne ret når de om den igangværende kæmpe udgaves kommentarer skriver at opgaven er "at gøre læseren samtidig med teksten, ikke at gøre teksten samtidig med læseren".
Kommentaren skal, siger tværtimod Per Dahl, hjælpe til at "tekstens særlige karakter bevidstgøres i dens historisk betingede forskellighed fra læserens position"; derfor bliver den gode kommentar "et refleksionsskabende punkt mellem læseren og teksten".
Sporvognen
Nu kan man sige at verbalkommentaren undgås hvis man som Andersen og Thielst skriver om. Men hvad så med realkommentarer, tekstudgavens "leksikon". Hvad gør omskriveren for at undgå dem? Jo, han skærer ud, han fjerner det som anses for at være uforståeligt, ikke på grund af sproget så meget som på grund af at også den øvrige verden har forandret sig siden teksten udkom.
I udgaven af Herman Bangs Ludvigsbakke i Danske Klassikere fra 1986 havde ordet sporvogn fået en kommentar hvad der fik professor Hans Hertel til at himle op i en anmeldelse. Det vidste enhver idiot dog hvad var. Lars Peter Rømhild nævner eksemplet i sit indlæg på konference, og han har jo ret i at der forhåbentlig er læsere af Ludvigsbakke der aldrig har oplevet en københavnsk sporvogn, for de blev afskaffet i 1972. Ville en Jens Andersen så her skrive "bus"? For slet ikke at tale om at sporvognene på Bangs tid var hestetrukne eller dampdrevne og ikke, som den i 1972, eldrevne.
Både Per Dahl og Rømhild henholdsvis konstaterer og advarer imod en stadig voksende, overflødig mængde af kommentarer i klassikerudgaverne, og Rømhild har en rigtig god idé: at udarbejde tværgående håndbøger, der hver for sig dækker en given tidsperiode og kan bruges af de klassiske teksters læsere. Gerne i elektronisk form og tilgængelige på Internettet. Så kan mange kommentarer i klasssikerudgaver spares i fremtiden.
Megen viden i forskellige hoveder. Om kommentering af nordiske klassikere. Nordisk Netværk for Editionsfilologer. Skrifter, bd. II. C. A. Reitzsels Forlag, kr. 200.