De to baronesser

Colette gjorde, hvad hun kunne for at hindre Judith Thurman i at skrive hendes biografi, Thurmans første bog efter Karen Blixen-biografien. Så de fleste af hendes ni år med den franske klassiker var et helvede. På mandag udkommer Secrets of the Flesh ("Kødets Hemmeligheder"), og New York Times kalder den fin og begavet.

Foto: Keystone Foto: Finn Føns

NEW YORK

Judith Thurman blev verdensberømt, ikke mindst i Danmark, på sin bog om Karen Blixen, En fortællers liv, berømt især efter Sidney Pollacks filmatisering af Out of Africa. Det tog hende, der var i tyverne da hun begyndte, syv år at skrive Blixen-bogen, hendes første overhovedet. Det tog otte år før hun igen vovede så dyb en indånding, og hun har været ved at blive kvalt i Colette der skrev ikke syv, men 80 bøger, og om hvem der er skrevet endnu mere.

Det er ikke pengene fra Karen Blixen-bogen ("min gennemsnitlige årsindkomst er meget beskeden"), men en arv der har finansieret det dejlige brownstone hus midt på Manhattan, hvor den stadigt ungdommelige, snart 50-årige ("i Frankrig er de holdt op med at sige Mademoiselle til mig, det er ikke rart") Judith Thurman bor efter amerikanske forhold overdådigt sammen med sønnen William og sin nuværende mand Peter Miller der har taget arbejdet med Colette bedre end hans forgænger tog Karen Blixen. Der findes hårde omkostninger ved det fine åndelige arbejde.

En ny forståelse

Hvorfor netop Colette efter Karen Blixen?

"Jeg var udmattet efter Blixen-biografien som havde taget syv år, og troede ikke jeg kunne skrive flere biografier. Så jeg tog fri lidt, tilbragte et år med at skrive på en roman, arbejdede i syv år for ugebladet The New Yorker og var ikke særlig ivrig efter at komme tilbage til så langt og krævende et projekt.

Men så i 1989 fik jeg min søn som jeg var alene med, og jeg indså at jeg behøvede et rigtig stort projekt som kunne ernære os. Jeg kunne ikke leve af at skrive fiktion, men en biografi det vidste jeg at jeg kunne skrive og gøre det godt.

Jeg så mig om i tiden omkring århundredskiftet, og folk foreslog mig f.eks. Anna Freud eller Wittgenstein. Men nej tak, ikke flere nye sprog til mig. Så kiggede jeg på Colette, men der var skrevet en afskrækkende masse bøger om hendes utroligt interessante liv.

Men to venner, der begge var romanforfattere og begge havde undervist i Colette, skrev inden for samme uge og uafhængigt af hinanden til mig om hende, og de mente ikke at nogen af de eksisterende biografier var præcise og omfattende nok.

Så jeg kiggede igen på hende og indså at der nok var plads til en ny forståelse af både hendes liv og hendes værk. Jeg regnede nu ikke med at finde så meget nyt stof, men det gjorde jeg faktisk, især en del breve ingen andre havde været i.

Så det var meget spændende, især til at begynde med. Colette og Karen Blixen er ikke helt jævnaldrende, de er født i henholdsvis 1873 og 1885, men en vigtig del af den sociale historie, baggrunden for deres opvækst som kvinder i det 19. århundredes sidste år, havde de fælles.

Hvad var det, der ikke før var taget hensyn til hos Colette?

"Den seneste engelsksprogede biografi var udgivet af amerikaneren Herbert Lottman i 1989. Hans research var god, men han forstod slet ikke kvinden Colette, hendes indre liv, hendes forhold til andre, hendes liv som mor og som datter, så det var en meget lidt opklarende bog. En feministisk biografi fra 70'erne var ganske livfuld og rummede en del social historie, men desværre tog den Colette på ordet når hun skrev om sit liv, og er der noget man ikke kan, så er det det. Et par engelske biografier, også skrevet af kvinder, var ikke så dårlige, men skrevet på alt for begrænset et grundlag. En masse materiale er siden blevet tilgængeligt.

Ingen af disse bøger tog hensyn nok til den sammenhæng Colette levede og skrev i. Det blev for mig kun til skyggebilleder. Ingen havde virkelig behandlet de spørgsmål om kvindekøn og seksualitet, Colette rejser, og som for mig var et mysterium der trængte sig på."

Når man begynder på Deres bog, synes man ikke noget kunne være mere forskelligt fra Karen Blixen. Men langsomt ser man også, med Deres hjælp, en masse ligheder. Udover at også et af Colettes ægteskaber gjorde hende til baronesse. Har De ledt efter ligheder?

Dybt såret af faderen

"Nej, det har jeg faktisk ikke. Der er kæmpe forskelle, men også nogle slående ligheder. Den konflikt de begge stod i, dette salomoniske valg de havde at træffe mellem at blive en selvstændig personlighed og en Quinde. Men det var jo en del af den generations bagage.

I sin præstinderolle for kunsten prædikede Blixen jo et offer i form af et neurotisk liv som pris for den kunstneriske autoritet. Hvortil Colette naturligvis må svare: Er du rigtig klog?

Begge følte de dog en konflikt. Jeg tror folk fra samme fortid i almindelighed har mere til fælles med hinanden end med os. Når man ser på billeder, er det jo slående hvor de ligner hinanden. Men som kvinder var de også utroligt forskellige, og det er mit forhold til dem også. Meget."

Men lignede de ikke hinanden i det spil de havde kørende med mændene, de roller de til skiftende tid ville have dem til at spille, som faderfigurer eller underkuede ynglinge? Var de ligheder typiske for tiden, eller …

"Nej, de var individuelle. Begge to var de som døtre blevet såret dybt af deres far, men på meget forskellig vis. Karen Blixen beundrede sin far, følte sig udvalgt af ham og modtog fra ham en slags indvielse, en velsignelse der formede hendes liv. Og så blev hun selvfølgelig formet af hans selvmord, han svigtede hende.

Colettes far var langt mere ligeglad med hende, og sammen med at han ubetinget foretrak hendes mor, sårede det hendes identitet som kvinde. For dem begge, Blixen og Colette, blev forholdet til faderen utroligt afgørende for den personlighed de udviklede."

Selvstændigt liv

Passer kvinder som Blixen og Colette ikke bedre til Freuds teorier end de fleste gør i dag?

"Freud var jo deres samtidige. Jeg har prøvet at holde mig fra Freud. Naturligvis er mit arbejde præget af al den psykologi jeg har læst. Men når det kommer til at beskrive og præsentere en person, prøver jeg virkelig ikke at gøre hende til et tilfælde skønt det kan være en meget, meget stærk fristelse.

Næsten helt indtil min bog var færdig, arbejdede jeg med et stillads af en psykoanalytisk fortolkning. Jeg havde brug for den lånte autoritet for at forstå personerne. Men til sidst lod jeg det falde, og jeg prøver at se og forstå dem psykologisk uden at bruge dogmer eller teorier, fordi teorierne, når alt kommer til alt, snarere reducerer end opklarer karakterens gåde. Så jeg kommer ikke ind på den ødipale trekant!

Det er vigtigt i en litterær biografi at give personerne et mere selvstændigt liv, end mange psykologer ville tillade sig at give deres patienter og studieobjekter. Freuds personer er hans egne opfindelser, og den fejl ville jeg gerne undgå at gentage med Blixen og Colette."

Skal man som biograf beundre det menneske, man skriver om?

"Nej, absolut ikke. Men en vis fascination er nødvendig hvis man skal kunne holde ud så længe. Hvis personen byder dig inderligt imod, og der ingen højere grund er til at skrive hende, så er du virkelig ude i noget. Men beundring er farlig, og der er skrevet helgenbiografier nok om Colette og også en om Karen Blixen (af Parmenia Migel, red.) der ingen retfærdighed yder dem. Ufortyndet forgyldning er en meget farlig idræt for en biograf."

Hold dig væk

Hvornår i løbet af de ni år holdt det op med at være sjovt?

"Det var skam temmelig desperat det meste af tiden. Det første år gik med at læse det hele, og det andet var fyldt af utrolige nye opdagelser, mens jeg var i Paris på research.

Men så kom jeg tilbage og skulle have det hele stykket sammen til en bog, og jeg var fuldstændig overvældet, også af min egen uduelighed. Det var så banalt, det jeg havde skrevet, og jeg var ude af stand til at forstå hende. Jeg var ved at brække mig over min kladde, mine 40 kladder.

Så to år til at begynde med, et til halvandet år til sidst, hvor jeg fik krammet på stoffet … resten: rædselsfuldt."

Bebrejdede De på noget tidspunkt Colette?

"Ok ja. Jeg havde det skrækkeligt med hende. Hun er ikke nem at leve med, og hun ville slet ikke have at jeg skrev den bog.

"Jeg har skrevet nok om mig selv, og sådan ønsker jeg mig forstået, og ingen skal komme og blande sig. Og hvis du tror, du kan forstå mig, tager du grusomt fejl. Så hold dig hellere væk!"

Sådan snakkede vi løs i mit hoved, på fransk.

Men min veninde, Jean Strouse, der havde samme problem med den afdøde finansmand P.G. Morgan som hun skrev om, fik af ham at vide at hun elskede ham for lidt.

Så det overvejede jeg så med Colette, fik overvundet min oprindelige antipati, ikke mindst over for hende som (en dårlig) mor, og så gik det bedre."

Er De nu ganske udtømt?

"Jeg føler mig tom, ja. Jeg føler mig meget angst og tom og usikker. Det havde jeg ikke ventet, og det gjorde jeg ikke efter Karen Blixen."

Hvad kommer forskellen af?

"Dengang var det min første bog, og ingen ventede sig noget særligt. Nu skal man bevise sit værd. Det har også generet mig at der er udkommet andre bøger, på fransk, om Colette, og en af dem blev oversat sidste år. Så det er ikke så nemt lige nu.

I mine øjeblikke af svaghed og tilbagefald mod slutningen af arbejdet med bogen, har jeg hørt Colette le ad mig: Din tåbe, sagde hun, gå dog ud og drik champagne og bestil trøffelfarceret kyllingebryst og lad være at skabe dig. Nyd det. Lad folk holde selskab for dig. Colette har virkelig prøvet at lære mig at nyde øjeblikket."

Ingen hemmeligheder

Mens de store amerikanske dameblade som Elle og Vogue efter dette interview allerede har vist sig ovenud begejstrede ("det bedste og sandeste portræt til dato"), får Thurmans bog en mere nøgtern, men indgående, mest refererende behandling i New York Sunday Times' bogtillæg for i morgen. Om selve Thurmans arbejde siges kun, at biografien "sin titel til trods – Colette havde ingen hemmeligheder – er fin og begavet". Ingen yderligere plus'er eller minus'er, men anmelderen synes ikke at være så begejstret for Thurmans gennemhulning af Colettes mange portrætter af (sin kærlighed til) moderen, "Sido" kaldet, som mere fiktivt end reelt:

"Hvad der bevæger os dybt som kunst, kan ikke være falsk," mener den fransk-canadiske forfatter Mavis Gallant der dog aldrig går i direkte polemik.

Alligevel står middagen i morgen nok på champagne og trøffelfarceret kyllingebryst.

Judith Thurman: Secrets of the Flesh. A Life of Colette. 592 s. $30.00. New York: Alfred A. Knopf.