Kærligheden forrådt

David Hare's nye stykke om Oscar Wilde, Judaskysset, er et originalt pust oven på megen dramadokumentarisme. Liam Neeson i pragtspil som Wilde.

LONDON

David Hare har valgt to dårligt belyste og omdiskuterede episoder i Wildes liv og spændt sit stykkes to akter ud imellem dem. Den første foregår i Hotel Cadogan i timerne før Oscar Wilde bliver arresteret. Faderen til hans unge elsker Lord Douglas, kaldet Bosie, er netop blevet frikendt i en injuriesag Wilde på Bosies tilskyndelse havde anlagt. Helt op på regeringsplan er det blevet besluttet til gengæld af anlægge en sag mod Wilde for at have praktiseret den homoseksualitet som Bosies far, nu ustraffet, havde beskyldt ham for.

Ikke alene havde Wildes kone og hans venner, Bosie undtaget, tilskyndet ham til at flygte ud af landet. Men regeringsmedlemmer beslutter denne eftermiddag at forhale arrestationen for at "give ræven en mulighed for at undslippe".

Men Wilde vilde, kunne, turde, burde etc. ikke rejse. Det er dette frie valg historiens tavse annaler giver mellem modalverber, som David Hare udnytter i sin stykkes første akt. Vi ved jo at han ikke rejser, men nu omsider vil vi gerne høre af hans egen mund hvorfor.

Wilde havde ganske vist hævet 200 pund og også ladet Robert Ross, den ældste og trofaste af hans unge elskere, pakke en kuffert. Men nu står han dér, Ross, og prøver forgæves at få Wilde fra Bosie's hotelværelse ned i den ventende vogn.

Hare skildrer Wilde som en mand der fuldt og helt lever i øjeblikket og fylder det med sitrende liv, har let til rørelse og er flyvsk i tanken, selv når situationen er så alvorlig som her.

Han har handlet af kærlighed, og han vil ikke lade sig drive af landet. Han vil leve sit eget liv, ikke lade sig diktere en rolle.

Omkring de tre venner har Hare grupperet tre fiktive figurer: en overtjener, en hotelkarl og en stuepige. Stykket åbner med de to unge tjenestefolk der tager sig til gode af hinanden i Douglas' seng, men bliver pågrebet af den i øvrigt meget tolerante (og skotske) overtjener.

De tre spejler morsomt og rørende Wilde's generøsitet, den mangel på åndelig og pekuniær smålighed og påholdenhed der bringer ham i så voldsom kontrast til Bosie som sjældent er blevet afmalet mere afskyvækkende end her. Det er faktisk svært at begribe at han er andet end anledning til Wildes kærlighed der først og fremmest beror i sin egen lukkede verden.

Judaskysset

Andet akt foregår i Neapel, efter at Wilde har udstået sin to år lange fængselsstraf med et tvangsarbejde der fysisk har knækket ham. Men ikke åndeligt, om vi skal tro Hare.

Wilde er igen sammen med Bosie, og de er p.t. ribbet for midler. Ross kommer på besøg med et fristende tilbud om understøttelse fra Fru Wilde hvis Oscar vil holde sig fra Bosie.

Anden akt åbner med Bosie i sengen sammen med en lokal fiskerdreng. Wilde har hele dagen siddet som passiv tilskuer til at de to unge har sovet nattens hor og druk ud.

Forløbet fra første akt gentager sig med Wilde's afvisning af det ydre pres, men spændingen kommer nu af Bosie's voksende beslutning om at forlade Wilde.

"Jeg er ikke invers som du," hævder han, "det med mænd var bare en fase i mit liv." Også hans mor tilbyder nu Wilde en håndfuld Judas-penge for at forråde den kærlighed Wilde er alene om at holde liv i ud fra den W. H. Auden'ske devise at ”If equal affection cannot be/ Let the more loving one be me”.

Så det bliver Lord Douglas, der forråder. ”Sært nok,” siger Wilde, ”at det ikke var den disciple Jesus elskede, som forrådte ham. Det ville have været kunstnerisk mere overbevisende.”

Bevægende portræt

David Hare's stykke skulle oprindelig have været et filmmanuskript til Mike Nichols, men det er vanskeligt at forestille sig stoffet bedre forløst end det sker i Richard Eyre's opsætning på The Playhouse i London.

Liam Neeson (Schindler i Schindler's List) har hele tiden være tænkt i rollen som Wilde, og han overgår alle andre jeg har set de sidste par år, Stephen Fry's i Brian Gilbert's Wilde-film inklusive.

Som en poetisk klode i sin egen atmosfære sejler det store menneske rundt i smålighedens og hykleriets opdragende univers. I første akt fuld af vibrerende overskud med den bølgende hår over den overdådige pelsfrakke, i andet akt fedladen med klistret hår og brudt gang. Men med samme sikre liv i ord og holdning. Ikke handling. Blandt alle disse velmenende eller beregnende bevarer Wilde sig selv ved ikke at handle.

"Min mor lærte mig tidligt mistillid til handling. Jeg bevæger mig helst ikke."

Tom Hollander's Bosie er symbolsk et helt hoved lavere og må stå på tæer når han skal kysse, men giver en skarp studie i aristokratisk forkælelse og blind egocentri.

Ingen kan med bevisets ret hævde at sådan var Wilde. Men David Hare udfolder en vision af Wilde forfatterskab gennem dette bevægende portræt, så fuldendt forløst af Liam Neeson.

David Hare: The Judas Kiss. The Almeida Theatre at The Palyhouse. London.