En hel epokes udtryk

Yves Saint Laurent er kommet ud af to store depressioner, har tabt 15 kilo og ligner igen lidt Den lille Prins, der betog Paris' modeverden for 30 år siden. Til det franske dagblad Le Figaro har han fortalt om sig selv.

PARIS
Det var Yves Saint Laurent der indførte buksedragten og smokingen i kvindemoden, og han var også den første der lod sine mannequiner vise nøgne bryster. Hans mode skabte i 1960'erne skandale på de fine steder i New York hvor en kunde måtte lægge bukserne i garderoben før hun, kun iført tunikaen som miniskørt, kunne gøre sin entré i restauranten Twenty Ones spisesal. Og da han i 1974 præsenterede sin første parfume, "Y", poserede han nøgen i annoncerne for den.

Men manden bag al denne dristighed er sky og angst. Dybe depressioner har plaget ham livet igennem, ikke mindst i de senere år, og han hører hverken radio, læser aviser eller ser fjernsyn.

"En afkræftet kvinde i Beiruts gader eller billedet af et grædende barn overvælder mig."

Med Pierre Bergé som kommerciel direktør har Saint Laurent siden 1962 drevet Frankrigs største modefirma hvis produkter er kendt over den ganske verden. For første gang har den nu 53-årige modeskaber betroet sig til offentligheden, til det franske dagblad Le Figaro, der i to store artikler har interviewet ham om hans liv og hans kunst.

I flammeskrift

Siden han i 1958 lancerede sin første mode, trapez-linjen, har angsten redet ham som en mare op til hver ny kollektion. Livet igennem er han kuret ned i den ene depression efter den anden, værst i de sidste par år. Med sin personlige utilnærmelighed er han blevet en levende myte. Sine kollegers arbejde ikke så meget som ser han. Han siger som sit idol, romanforfatteren Marcel Proust: "Intet kan interessere den skabende udover hans eget værk."

Som fireårig begyndte han at sy og male kostumer til sine marionetdukker og spille teater for sine søstre. Da han spillede Bernard Shaws "Je­anne d'Arc", gik ikke alene hun og bålet, men hele teatret op i røg.

Mindre lykkelig og selvforglemmende var skoletiden der blev et helvede for den utilpassede dreng.

"Jeg var ikke som de andre drenge. Min homoseksualitet, uden tvivl … Mine kammerater gjorde mig til syndebuk. Jeg udviklede en sygelig angst under deres psykiske terror, men sagde samtidig hele tiden til mig selv: "En dag bliver du berømt," og som 16-årig sagde jeg det højt til mine klassekammerater:

'Mit navn kommer til at stå i flammeskrift over Champs-Élysées.'"

Algier-krigen

Kort efter kom den unge Yves i kontakt med Christian Dior. Men skønt modekongen straks antog ham på talentet, kom de to aldrig i nogen nærmere kontakt med hinanden.

"Han inviterede mig aldrig hjem til sig. Vi talte aldrig sammen, udvekslede kun blikke. Vi var meget generte over for hinanden."

Men Yves fik lov at juledekorere hele butikken, og snart overtog han også hovedparten af kollektionen. Da han var 18, erklærede Dior over for hans mor at han en dag skulle efterfølge ham. Og da Dior tre år senere døde kun 52 år gammel, begyndte for alvor Saint Laurents gloriøse karriere som modeskaber.

Han blev den første til at blande pelsværk med strik og perlegarn med jersey.

Men i 1960 brød det hele sammen, da Saint Laurent blev indkaldt til Algier-krigen.

"For mig var det skolen, der vendte tilbage. Jeg fik et nervøst sammenbrud og blev sendt på hospitalet."

Og lægerne besluttede at hjemsende ham. Men forsvarsministeren omstødte deres afgørelse. Så blev Saint Laurent sendt toenhalv måned på sindssygehospital, tabte 35 kilo og fik det så dårligt at lægerne nægtede at tage ansvar for ham.

Så slap han. Men kun for kort efter at forlade Dior da han afslog at overtage London-filialen.

Han tilbragte nogen tid sammen med vennen, det iltre finansgeni Pierre Bergé på de kanariske øer og "fik smag på livet", og da han kom hjem, bad koreografen Roland Petit ham lave dekorationer og kostumer til sin kone Zizis revy på Olympia.

Så begyndte han og Bergé for sig selv i rue La Boétie.

Elegancen

Yves Saint Laurent har antenner for hvad kvinder lige nu gerne vil gå i. Han arbejder med sine tegninger, sine stoffer, sine farver - og pludselig kommer det som en åbenbaring.

Men det kan også ske, at han bliver helt tom.

"I 1964 inspirerede mine mannequiner mig ikke. De er meget vigtige for mig. Vi taler ikke så meget sammen, men jeg draperer stofferne på dem, og så plejer ideerne at komme. Men så søndagen før så jeg en udstilling med Picassos kostumer og dekorationer til den russiske ballet "Enhjørningen". Dagen efter tog jeg et stykke sort velour og en blå fløjsnederdel og satte stykker af den sorte velour i det blå. Så kom resten af sig selv."

"Det vigtigste for at opnå elegance er at man ikke lægger mærke til tøjet kvinden, men kvinden i tøjet. For at være smuk, skal man ikke være rig. Det er nok med en sort trøje og en sort nederdel og så en mand ved armen der elsker en."

Epokens udtryk

Den eneste beklædningsgenstand, Saint Laurent er misundelig over ikke selv at have fundet på, er blue jeans.

"Efter dem har der ikke være mere at stille op. De har været en hel epokes perfekte udtryk. Og det er hvad det handler om med moden."

De inspirationer Saint Laurent har hentet fra andre kulturer, kommer ikke af rejser.

"En smuk bog med billeder er nok. Det er fantasien, der spiller den afgørende rolle."

Film, teater og andre kunstarter har derimod ofte inspireret Saint Laurent. Han nåede at lære Jean Cocteau at kende, og Matisse og Picasso har lært ham om farvernes brug.

Yves Saint Laurent tror ikke på haute couturens fremtid. Kundekredsen er svindende, og om ti år eksisterer den ikke mere. Men for ham er der samme glæde ved at præsentere stangtøjet, prêt-à-porter, i luksusudgave.

Er moden en kunstart eller lever den af forandring, vil Figaros redaktør vide.

"Moden forandrer sig ikke," svarer Saint Laurent. "Det prøver man at bilde folk ind, men visse moder har kunstens evighed i sig."

Den sky, men chokeringsivrige YSL poserede i 1971 (som den første mand i reklamen) nøgen for Vogue-fotografen Jean-Loup Sieff til reklamen for sin første mande-parfume "Rive Gauche". Skandalen var enorm og fik for første gang hans kritikere til at beskæftige sig med hans privatliv.