Mordet på Napoleon
Ny underholdende teori om den påståede forgiftning af den eksilerede kejser holder liv i de nordamerikanske Napoleon-selskaber. Men franske historikere køber den nødigt.
PARIS
Paris fik i denne uge noget andet at tale om end præsident Mitterrands
sygdom, nemlig Napoleons. Døde Napoleon ikke, som historiebøgerne ellers
fortæller, af mavecancer, men af en langsom og tilsigtet forgiftning? Og
var motivet til dette mord jalousi, hævntørst og griskhed hos en depraveret adelsmand, der havde skubbet sin egen kone i armene på den eksilerede kejser?
Det mener i hvert fald den 66-årige økonom og jurist fra Montpellier, René Maury, der i forgårs udgav sin bog om Mordet på Napoleon eller Mysteriet på Sankt Helena.
Det skete samtidig med at det amerikanske Napoleonselskab på sit årsmøde sidste søndag i Chicago fremlagde resultaterne af en FBI-undersøgelse af to hårprøver der skulle stamme fra Napoleon.
Men desværre var indholdet af arsenik så beskedent at FBI måtte konstatere at "hårets ejermand ikke døde af arsenikforgiftning, mens håret sad på hans hoved".
Hårlokken skulle ellers ifølge det ledsagende certifikat være klippet af seks timer efter Napoleons død af en stuepige. Den franske ejermanden solgte søndag eftermiddag hårlokken for $150.000.
"Håret er ikke Napoleons," siger professor Maury til Berlingske Tidende. Han deltog i årsmødet sammen med den canadiske læge og millionær Ben Weider, formand for det canadiske Mindeselskab for Napoleon.
"Vi to danner team sammen," fortæller Maury, "og er enige om at håret hverken i sin farve eller karakter svarer til de autentiske hårlokker vi kender til."
Ben Weider havde selv til FBI-testen leveret et enkelt hår fra en lok der skriver sig tilbage til forfatterinden George Sand. Men heller ikke det hår havde arsenik nok.
Svensk tandlæge
For godt 30 år siden læste en svensk tandlæge, Sten Forshufvud, de netop udgivne dagbøger fra Napoleons kammertjener, Louis Marchand.
Forshufvud fandt i Marchands intime beskrivelser af Napoleons stadigt dårlige helbred ikke mindre end 31 ud af 33 mulige symptomer på en langsom arsenikforgiftning som Marchand dog ikke selv havde nogen mistanke om opsvulmede fødder, tabte tænder, kolde hænder, tab af kropshår, forstørret lever og milt etc.
Nu ligger Napoleons usædvanligt velbevarede krop den dag i dag i den inderste af de fem kister i Invalidekirkens krypt i Paris. Men den er jo ikke sådan at komme til. Det er derimod hans afklippede hår. Der findes i verden lige så mange lokker af kejserens hår som der er splinter af Kristi kors. Og flertallet af dem er falske. Men Napoleon havde tillagt sig den kongelige skik at skænke lokker af sit hår til hengivne undersåtter.
Forshufuds teori blev afprøvet på et hår fra den lok krigsmuseet opbevarer efter Marchand, udtaget fra det afbarberede hår morgenen efter Napoleons død den 5. maj 1821 og før dødsmasken kunne formes. En forgiftningsspecialist i Glasgow fandt ved neutronbombning af håret et indhold af arsenik 13 gange over det normale. Andre hårlokker af ældre dato blev målt til en noget lavere indhold, og tilsammen syntes målingerne at bekræfte teorien: Napoleon havde været udsat for en langvarig arsenikforgiftning.
Greveparret
Men intet mord eller mordforsøg uden en morder. Allerede Forshuvud lod pilen pege på den ene af Napoleons tre generaler på øen, grev Montholon. Forshuvud mistænkte Montholon for at have arbejdet efter ordre fra den senere Karl X, en af de Bourboner der kom til igen efter Napoleon. Det er her René Maury går sine egne veje, samtidig med at han også deltager i arsenikmålingerne med sine egen hårlok – fra afbarberingen:
"Montholon var en pervers lykkejæger der i 1814 fulgte Napoleon til England for selv at slippe for sine kreditorer og anklagere hjemme i Frankrig for at have forgrebet sig på sine soldaters løn. Da Montholon i 1812 havde giftet sig med den odiøse, to gange fraskilte Albine (fra Montpellier), havde kejseren i forargelse afskediget ham som minister og dermed hængt parret ud. Så hvorfor skulle Montholon elske Napoleon så højt at han endog gik med i eksilet på Sankt Helena hvis ikke det var for falske motiver: håb om arv fra Napoleons personlige formue (han blev hans hovedarving) og siden den perverse glæde ved at tage magten i det lille franske samfund omkring kejseren og vinde hans fortrolighed."
Montholon gjorde Albine – eller var de to om det? – til Napoleons elskerinde, men brød sig ikke om at kejseren sandsynligvis var far til deres andet barn.
Allerede Forshuvud var opmærksom på at beretningen om markise La Brinvilliers omfattende arsenikmord i det 17. århundrede var blandt aftenlæsningen hos Napoleon – og at Montholon kunne have fået ideen herfra. Markisen vidste nemlig også at en god gang kviksølv sammen med mandelmælk i slutstadiet satte skred i tingene, men uden at efterlade sig andre forgiftningsspor i liget end kræftlignende væv i mavesækken.
"Nøjagtig sådan gik det med Napoleon," siger René Maury. "Den 3. maj 1821 fik han mod sin vilje og på Montholons initiativ bitre mandler og den overdosis af kviksølv som alle er enige om gjorde en ende på hans liv to dage senere. Derfor behøver arsenikindholdet i Napoleons hår slet ikke være dødeligt stort."
Absurde gisninger
De færreste faghistorikerne bryder sig om forgiftningsteorien som i Maurys udlægning fører til endnu en lang række fantasifulde formodninger omkring Montholons gøren og laden.
En af de fremmeste Napoleon-kender, præsidenten for det parisiske Napoleon-institut, Sorbonne-professoren Jean Tulard siger til Berlingske Tidende:
"Den slags arsenikmålinger der er tale om, har ikke megen værdi. Jeg holder mig til det meget velbevidnede ligsyn. Der er overhovedet intet dokument der kan bevise forgiftningsteorien, og det forekommer usandsynligt at Montholon i det lille snævre miljø på Skt. Helena i årevis kunne komme afsted med i al ubemærkethed af komme arsenik i Napoleons vin."
"Jeg vil sige at der er 90 procents sandsynlighed for at Napoleon er død af sin sygdom. Men jeg er ikke chauvinistisk som vi historikere bliver beskyldt for at være i denne sag."
"Så hvis i morgen et dokument fremlægges med en tilståelse: "Ja, jeg betalte så og så meget for at få Napoleon forgivet", så giver jeg mig gerne og ændrer min mening. Men for øjeblikket er der alene tale om absurde gisninger."
René Maury: L'Assassin de Napoléon. Albin Michel. 318 sider. 120 F.
Billedtekst 1:
René Maury kalder Montholons mord på Napoleon for "Verdenshistorien måske
først perfekte forbrydelse", og svagheden i hans teori viser sig netop
derved at den perfekte forbrydelse ikke lader sig opklare, kun formode. -
Foto: Lislott Nissen.
Billedtekst 2:
"Når Napoleons lig efter 19 år i jorden på Sankt Helena var så forbavsende
velbevaret, skyldtes det vel netop det høje indhold af arsenik der er et
godt middel til konservering," siger René Maury. Vernon(?) malede dette
billede, dog uden selv at have været tilstede. I virkeligheden var
klæderne forstøvet, det var kroppen som var bevaret.