P.G. Lindhardt er død
Professor P.G. Lindhardt er død 77 år gammel. I halvdelen af sit liv var han den eneste teolog alle voksne danskere kendte: det er ham med det evige liv. Med sit foredrag på Askov Højskole i 1952 og et provokerende interview i Berlingske Tidende satte Lindhardt en debat igang, som ingen ende syntes at ville tage, om hvorledes Bibelens og kirkens tale om det evige skulle forstås: var det et efterliv eller en kvalitet ved den nuværende eksistens? "Bibelen giver os ingen ret til at tro på et liv efter døden," sagde Lindhardt. "Vi har kun den fremtid, Gud under os." Raseriet herover var både i og uden for den etablerede kirkelighed mægtigt – og afmægtigt. Når debatten blev så vældig, skyldtes det naturligvis at så mange andre mennesker havde vanskeligt ved at finde tryghed i barnetroen på et evigt liv som intet i den moderne civilisations forestillingsverden gav dem noget begreb om.
I hele sit professionelle forskerliv som kirkehistoriker – fra 1942 til 1980 den første professor i kirkehistorie ved Århus Universitet – satte P.G. Lindhardt spørgsmålstegn ved de vedtagne forestillinger om det religiøse liv og dets forhold til resten af den menneskelige tilværelse. Men han satte også spørgsmålstegn ved den "evige model" for hvordan man skal forske. Han blev skældt ud for at være marxist fordi han så sammenhænge mellem det sociale og økonomiske liv og så den form f.eks. de kirkelige vækkelsesbevægelser i det 19. århundrede fik. Men han afsvor forudgivne teorier og fandt en naturvidenskabelig "årsagslov" uanvendelig i det historiske arbejde. Hans interesse for det personalhistoriske var også lidet marxistisk. Hovedværket om præsten Morten Pontoppidan (udsendt i årene 1950-53) spejlede Lindhardts eget engagement i kristenliv uden for de specielle religiøse og kirkelige miljøer i organisationer eller partier. Det parti Lindhardt i sin ungdom følte den største dtragning mod, var "anti-partiet" Tidehverv. Men nogen soldat i den lille hær blev han aldrig.
Ikke mindst den berømte diskussion gjorde P.G. Lindhardt til en meget brugt foredragsholder, og som boganmelder og kommentator, først og fremmest i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, nåede hans synspunkter og iagttagelser ud til en langt større kreds end det ellers er teologer forundt. I øvrigt betragtede han sig slet ikke som teolog men som historiker og prædikant.
Formelt indtog professor Lindhardt en meget ydmyg stilling i den danske kirke: helt fra sin ordination i kandidatåret 1934 og til sin afsked i 1980 var han i flere perioder hjælpepræst, længst ved Vor Frue kirke i Århus fra 1945. Ganske vist tilhørte Lindhardt den Hal Koch'ske prædikantskole af "telefonbogsoplæsere", hvis kendteste nulevende medlem er Johannes Møllehave: i en slags protest mod ethvert føleri affyres prædiken i et tempo og med en monotoni, der ville være søvndyssende, om ikke man var så ivrig efter at fange ordene. Men Lindhardt forblev hele sit liv tidehvervsk i den oprindelige, psykologiske forstand: bort med al forførelse eller stillen sig til skue. Det var sagen det drejede sig om, og det var ikke menneskets men Guds. Når man sad for foden af Lindhardts prædikestol, kunne man godt komme i tvivl om det ikke netop var en gammeldags missionsmand man lyttede til, fra før liberalteologiens tid, tilbage i den pietisme hvorfra Lindhardt også hentede stoffet til sin disputats om biskop Peder Hersleb. Her var hård tiltale, men også sand trøst i et gedingent luthersk budskab om at frelsen, det evige liv eller hvad navn man nu ville give den livsfylde at leve Guds kærlighed, ikke udsprang af menneskets stræben, men af Guds nåde.
Lindhardt var en uhyre grundig og flittig arkivforsker der lagde sine ofte overraskende forskningsresultater frem i en smidig og overbevisende form, som det er en fornøjelse af læse. Pesonligt var P.G. Lindhardt en meget sky og genert mand, der gemte sig bag en brysk maske, og han tålte ingen udenomssnak. Det var hans disciplinerede natur at skrælle bort og klæde af. Men kom man frygtløs ind på livet af ham, var han et varmt og hjælpsomt menneske, hvad både hans store familie, mange elever og forskerkolleger kan bevidne.