Poul Paludan, 1937-2008

Mindeord optaget i Berlingske Tidende og Frederiksborg Amtsavis.

Studielektor Poul Paludan var i årene 1968-2005 vekselvis lærer på Tårnby Gymnasium og på Europaskolen Bruxelles 1. Hans fag var dansk, fransk og filosofi, som han alle dyrkede med ildhu og en begejstring, han evnede at formidle til sine elever. I mange år var han ansvarlig for den teoretiske pædagogikumuddannelse for gymnasielærere, og i slutningen af sin karriere på mange andre måder undervisningsministeriet behjælpelig som sekretær og foredragsholder for forskellige arbejdsgrupper.

Også i sin familie- og store vennekreds var Poul pædagogen der vejledte, opmuntrerede og arrangerede, rejser for skoleklasser, venner og familie, sangaftener med danske revyviser eller kammerkoncerter med unge musikere. I Bruxelles holdt han for den danske koloni en hel serie foredrag om danske forfatteres forhold til Belgien.

Som litteraturanalytiker gik Paludan gerne filosofisk til værks, og med sit rationelle gemyt lod han sig nødig binde noget på ærmet. Det samme hensyn viste han sin læser i sine stringente, klart formulerede anmeldelser i bl.a. Standard.

Ældrekollektivet i Nødebo nittede han sammen med en hjemmeside, ved at være bibliotekar for en samling, der ikke mindst bestod af deponering fra hans eget bibliotek, og ved at trække kontakter fra sit store netværk til arrangementer i fælleshuset.

I hans frie tid spillede musikken en hovedrolle. Som soldat spillede han med et bornholmsk jazz-orkester og sammen med sin kone Kirsten sang han i studietiden i kirkekor og siden i andre kor. Efter pensioneringen tog han rundt til sjællandske plejehjem med et program med revyviser som fællessang som han akkompagnerede og fortalte om mellem de enkelte numre.

Vigtigst i Poul Paludans liv var hans venner og familie. Man tilbragte ikke en aften i hans kreds uden at gå beriget bort. I en menneskealder var Poul og Kirsten Paludan et team, der supplerede hinanden fagligt, musikalsk og temperamentsmæssigt, hvor Poul mest stod for det udadvendte, men hvor de to sønner altid havde første prioritet. Efter Kirstens død for fem år siden havde Poul den lykke at møde Joan, sammen med hvem han kastede sig ud i en hovedkuls forelskelse og kærlighed som blev hans lykke i de sidste år, og hans 70 års fødselsdag blev skiftet ud med bryllup. De to nåede at få en række eksotiske rejser sammen, og Poul måtte lige lære sig spansk (han tog faktisk HF i faget som halvfjerdsårig) af hensyn til den store Sydamerikatur.

Vi er mange, der kommer til at savne ham som ven, samtalepartner og idémager. Men mest tænker vi på Joan, de to sønner og børnebørnene. Poul var aktiv og i fuldt firspring til han seks dage før sin død fik en blodprop i hjertet og ikke stod flere større operationer igennem. Æret være hans minde.