Rio de Fiasco

I hele det år vi forberedte Stephens udveksling med handelhøjskolen i Rio de Janeiro, skæmtede jeg med at jeg nu hellere ville til Buenos Aires. Fra denne tango-by var flere tråde til Europa end i sambo-Rio. Men der blev jo tid nok til BA. Nu skulle først samarbejdet udvikles mellem skolen i Nantes og den i Rio. Et par kolleger havde allerede været udvekslet, og Stephens tanke var at gentage turen hvert år, et velkomment afbrud i en våd bretonsk vinter, måske ikke bare i tre uger. Så jeg skulle nok nå BA. Lad os nu først fordøje Rio.

Skolen i Rio havde købt billetten (Stephens altså) og betalte for hotellet og gav ham oveni et mindre beløb til fortæring. Så det var fulde af forventning og rimelige forberedelser - og efter ti timers flyvetur med Air France - at vi stod i kø foran paskontrolen i Rio på vej til vores bagage med al bade- og strandtøjet, forberedt på tre ugers varme mellem 30 og 40o.

Mens jeg gik glat igennem med mit danske pas, blev Stephen stoppet med forlangende om hans visum. Hvaffor et visum? To gange tidligere har han været i Brasilien uden noget visum! Men det var godt nok ret længe siden, sådan en snes år.

Så jeg fik lov at komme ind igen p.d.a.s. af paskontrollen hvor en venlig og veloplagt politimand kunne forklare at det var Air France's fejl at give Stephen adgang til flyet skønt han ikke havde visum, og at AF ville få en bøde. Han præsenterede Stephen for to muligheder: tage tilbage til Paris eller fortsætte til Buenos Aires og skaffe et visum dèr. I et forsøg på at undgå det totale nederlag, valgte vi BA. Jeg havde deponeret vores bagage hos Air France; den blev flyttet over til Aerolineas Argentinas, og optimistisk, faktisk uden rigtig tænke over det, købte jeg et sæt returbilletter til os. Klokken 11 forlod vi Rio, som et par afghanske asylansøgere, efter tre timers ophold "uden for grænsen".

I flyet læste jeg om et splitternyt Novotel Hotel tæt på Obelisken, og dèr inlogerede vi os forberedt på mandag morgen at kæmpe for en retur til Rio.

Stephen skrev mails til skolen i Rio og gik så mandag til det brasilianske konsulat. Kun langsomt gik sammenhængen op for os: I 2003 indførte USA visumtvang for brasilianere for at stoppe den betydelige illegale indvandring. Som gengæld indførte Brasilien visumtvang for amerikanerne - og det med alle de samme krav om dokumentation for alt muligt. Skønt Stephen oplyste at han skulle undervise, krævede konsulatet dokumentation fra begge skoler om at der fra brasilianske side intet blev betalt for hans rejse, ophold og undervisning. Skolen i Rio kunne af gode grunde ikke bekræfte dette, men opfordrede Stephen til i stedet at søge om et turistvisum. Ingen af Stephen franske kolleger var kommet til Rio med en arbejdstilladelse. I strengeste forstand var samarbejdet bygget op på en ulovlighed, men kun om Stephen som amerikaner klappede fælden.

Da Stephen tirsdag morgen, forsynet med en stabel af dokumentation (Rio-skolens erklæring undtaget) igen mødte op på konsulatet og nu bad om turistvisum, nærmest lo de ad ham og sagde de ikke troede ham. Da han opgav, smilede samtlige fem konsulatsmedarbejdere tilfredse.

Så nu gik turen til Air France hvor den sødeste medarbejder hjalp os til en direkte billet BA-Nantes, mens vi kunne give afkald på vores retur til Rios lufthavn.

Vi havde nu sundet os nok til at beslutte at blive i BA, ikke som visum-søgere, men som turister, og det blev til fire fornøjelige dage i en by vi gerne vender tilbage til, ikke mindst for at spise argentinske bøffer og købe varer af de efterladte skind.

En ivrigt forklarende taxachaffør gav mig ret: BA er med sine spanske, italienske, engelske og tyske kvarterer stadig vendt mod Europa.

Men hvad gør Brasilien ved amerikanerne under sommer-olympiaden i 2016? Vi skal ikke med. Vi tager til BA.

28. november 2009.