I Napoléons fodspor

- en gourmet-rejse i magtens rige

13 dage

Storhed og fald. Gennem 200 år har Napoléon fascineret sindene. Hans vej til magten, betingelserne for den, genorobringen af den. La route Napoléon er i Frankrig en endnu synlig vej ind i hans historie. Så vores rejse går gennem denne Napoléons sidste store, men korte triumf, indtil han mødte sit Waterloo. Helt bogstaveligt følger vi i fodsporet på den faldne kejser, fra han forlod Elba i februar 1815, til han i juni tabte slaget ved Waterloo og for anden gang abdicerede - 100 dage efter sin triumferende ankomst til Paris den 20. marts - og blev sendt til Skt. Helena.

Undervejs dissekerer vi Napoléons myte, personlighed og karriere og følger hans talrige spor i dagens franske samfund, dets traditioner og institutioner, dets helte og skurke.

Rejsen begynder på Elba, Napoléons første eksil, hvorfra De Hundrede Dage udgik. Så tager vi et flash back til Nabulio Bouna Partes fødeby Ajaccio på det sydlige Korsika, ser Napoléon-film og flyver til Golf Juan, hvor Napoléon gik i land med 1.000 mand. Herfra følger vi ham til Paris og gennem "de 100 dage" han nåede at fastholde den generobrede magt.

Vi vil også undervejs diskutere diktatorer som Mussolini, Hitler, Stalin og Franco. Hvor forskellige var de fra ham - og han fra dem? Og kan man med grund kalde Nicolas Sarkozy en "ny Napoléon"? – Skønt Napoléon var en ligeglad hurtigspiser, giver vi os god tid og finder overalt den bedste mad i det rige italienske og franske køkken.

Samtidig skal vi på en fængslende rundtur i dagens franske samfund der bygger på traditionen og institutionerne fra Napoléon-tiden. Frankrig ville - som landet er i dag - være utænkeligt uden Napoléon og alle hans gerninger, og det er uforståeligt for den, som ikke kender dertil. Det er ikke uden grund at Frankrigs nye præsident Nicolas Sarkozy går under øgenavnen Zarkoleon, Napoléon den 4. eller Nicolas I.

Dag 1 – Lørdag 3. maj/6. september

Afrejse om morgenen fra Kastrup Lufthavn til Bologna. Herfra med bus til Piombino hvor vi tager færgen til Elba og indkvarterer os på Hotel Fabricia i Portoferrario-bugten. Undervejs fortæller jeg om dagens tema: Napoléon og Italien, inklusive Pavedømmet. Foregreb Napoléon Italiens enhed? Ligesom han foregreb Europas? Eller åd han blot Frankrig mæt på erobringer?

Dag – 2 Søndag 4. maj/7. september

4.maj 1814-26. februar 1815

Om "Magten over kvinderne" fortæller jeg under et morgenbesøg i kapellet ved siden af det lille eremitageslot på bjerget Madonna del Monte, hvor Napoléon i 48 timer havde besøg af sin polske elskerinde Maria Walewska og deres fireårige søn Alexander. Der er en god halv times vandring op, og ned, til bjergets top. Efter frokost besøger vi det lille kejserpalads Moulini i Portoferraio. Her finder vi et af Napoléons mange biblioteker og kan danne os en forestilling om rammerne for det mondæne liv Napoléon førte i dette lilleput-samfund. På Elba herskede Napoléon i ni måneder. På rekordtid udfoldede han sit administrative geni, rettet mod renovation, tilplantning, minedrift og vejanlæg. Dagens program slutter i Napoléons sommervilla uden for byen i Saint Martin. Den beskedne villa gemmer sig oven for det monstrøse Galleri Demidoff, et udslag af det Andet Kejserdømmes dyrkelse af Napoléon-legenden. Her skal vi blandt andet kigge ind til et af Napoléons mange badekar. Kejseren var vild med at ligge i blød hver eftermiddag og udfoldede gennem årene megen iderigdom omkring sine badeværelser.

Det var også i sommervillaen at den abdicerede kejser i en hjørne af en freske skrev en nu overmalet indskrift: Ubicumque felix Napoleo: Napoléon er lykkelig, uanset hvor han er. Det kan man kalde at snyde skæbnen.

Dag 3 – Mandag 5. maj/8. september

Vi tager færgen tilbage til Piombino og herfra bus til Livorno hvor en ny færge på fire timer bringer os til Bastia på Korsikas østkyst. Om bord fortæller jeg om dagens tema: Napoléon som leder, hans psykologiske strategier og hans karakters særheder. Fra Bastia kører vor korsikanske bus os til Hotel Roy Théodore i Porto Vecchio hvor vi også spiser middag.

Dag 4 – Tirsdag 6. maj/9. september

Dagens tema: Napoléon i film, skuespil og romaner. Porto-Vecchios nye kulturhus rummer et korsikansk filmmuseum fra hvis rige samling af Napoléon-film vi i løbet af onsdagen skal se:

Om formiddagen:

1) Som apéritif den 50 sekunder lange Napoléon-film af Brødrene Lumière, Frankrigs første filmskabere.

2) den italiensk-franske film De hundrede dage fra 1934 i dens franske version med Jean-Louis Barrault som Napoléon. Manuskriptet bygger på et skuespil delvis skrevet af Benito Mussolini. Filmen er ikke noget mesterværk, men interessant på grund af den politiske sammenhæng med fascismen.

Om eftermiddagen:

3) den italiensk-russiske film Waterloo fra 1970, instrueret af Sergej Bondarchuk, med Rod Steiger som Napoléon, Christopher Plummer som Wellington og Orson Welles som Ludvig den 18. En film som fuldstændig er forsvundet fra almindelig distribution.

Om aftenen for dem der har lyst – den er på fransk uden undertekster:

4) La Route Napoléon af Jean Delannoy. En satire fra 1953 over turismens udnyttelse af Napoléon-myten som den giver sig udslag i turen ad Route Napoléon. Filmen har Pierre Fresnay i hovedrollen som rejseføreren der opfinder nye opholdssteder for kejseren på ruten.

Men der skulle også gerne i løbet af dagen blive tid til at nyde naturen i dette smukke hjørne af Skønhedens Ø. Frokost i restaurant Le Troubadour og middagen på Hotel Casadelmars sublime terrasse lidt uden for byen.

Dag 5 – Onsdag 7. maj/10. september

Vores bus kører os til Ajaccio og undervejs fortæller jeg om dagens tema: Napoléon som korsikaner. Fremme indlogerer vi os i Hotel Fesch og spiser frokost i "Le 20123" – en rustik restaurant, opkaldt efter postnummeret. Om eftermiddagen aflægger vi først besøg på Napoléons fødested. Uden at være autentisk i sin nuværende indretning rummer Napoléon-familiens hus mange minder om dens liv. Til rådhusets Napoléon-samling af malerier, skulpturer og medaljer. Der knytter sig den særlige danske vinkel til medalje-samlingen at væsentlige bidrag til den er skænket af ægteparret Tove og Tage Vognsgaard. Som tak fik fru Vognsgaard som enke i 1972 et æresborgerskab i Ajaccio; hun døde i 2005. Derefter går vi ned i underetagen af Kardinal Fesch-museet og til wkardinalens mausoleum for Napoléon-familien. Middagen spiser vi i A Casetta nord for Ajaccio.

Dag 6 – Torsdag 8. maj/11. september

1.-2. marts 1815

Efter morgenmaden tager vi færgen til Nice og bus herfra (til Antippe hvor vi gør frokostophold i Les Vieux Murs i det gamle Antibes før vi fortsætter) til Golf Juan uden for Cannes hvor Napoléon med tusind mand – eller hvor mange de nu præcis var – gik i land om eftermiddagen onsdag den 1. marts 1815 efter fire dages sejlads fra Elba.

Der er i dag ikke mange spor tilbage af det dengang kun spredt bebyggede område mellem et par forter, men her begyndte Napoléon sin – med Châteaubriands ord – "enmands-invasion" af Frankrig.

På årsdagen bliver der gennemført en "rekonstruktion" på stranden, og den skal vi se en videofilm om mens vi kører i bussen.

Vi går en kort tur gennem den lille turistby, fra mindepladen ved stranden til torvet hvor en beskeden Napoléon-søjle har en broget historie. Først i 1932 fik mindesøjlen sin nuværende plads samtidig med åbningen af den officielle turistrute "Route Napoléon".

"Fra kirketårn til kirketårn vil ørnen flyve, indtil den når Notre-Dame," erklærede Napoléon selv, og den vingede ørn over kejserens N er overalt symbolet for ruten.

PHOTO

Fra Golf Juan følger vi nu i Napoléons fodspor – dengang trådt i fuldmånens skær – langs vore dages banelinje til Cannes. Her lægger vi vejen forbi rue Bivouac Napoléon og den kirke, Eglise de Notre Dame du Bon Voyage, som Napoléon III lod rejse på stedet hvor hans onkel gjorde et kort og sent natteophold mellem den 1. og 2. marts. En stor marmortavle på kirkemuren mindes ikke alene bivuakeringen, men også åbningen af Napoléon-ruten.

Dagen slutter med den korte køretur fra Cannes til Grasse, parfumebyen, som Napoléon måske, måske ikke lod sine mænd gå uden om for at de kunne slå sig ned på et plateau, Roquevignon, nord for byen.

Napoléons fortrop, ledet af general Cambronne, fik kun indtryk af modvilje fra byens ledelse. Men der er dog en bygning på Place aux Aires der udnævnes til rastested for nogle af Napoléons folk – hvor mange er usikkert.

Vi derimod overnatter med sikkerhed i byen, i Hotel Du Patti og spiser middag på La Bastide Saint-Antoine.

Dag 7 – Fredag 9. maj/12. september

2.-7. marts 1815

Dagens tema: den franske befolknings holdning til Napoléon. De 95 km fra Grasse til Digne var den hårdeste etape for Napoléon og hans tusind mand. Der var ikke vej, kun sti over bjergene, og på lange strækninger måtte de bevæge sig i gåsegang. Både kejseren og de muldyr der fragtede hans mange medbragte millioner, snublede. Dog faldt kejseren ikke i afgrunden som et af muldyrene.

Vi begynder dagen med at se på den franske befolknings holdning til Napoléon før og efter Elba og under Bourbon'ernes tilbagekomst med Ludvig 18. Det er vigtigt for at forstå, både hvorfor Napoléon havde så let ved at vinde sin enmands-invasion, og tillige hvorfor denne genial strateg valgte den besværlige rejserute.

Den officielle turistrute følger N85, men den har ikke meget at gøre med den oprindelige, "autentiske" rute som ivrige bjergvandrere kan følge med detaljerede håndbøger som vejledere.

For også i bus at få et indtryk af ruten, vælger vi fra Grasse at tage den gamle, trange landevej D4 fra Roquevignon til Saint-Vallier, landsbyen hvor Napoléon gjorde en times ophold på en stenbænk under en elm torsdag den 2. marts kl. 16-17.

Ja, med så komisk en præcision er man i utallige tilfælde i stand til at følge i Napoléons fodspor. Kilderne er utallige, selv om de ikke altid stemmer overens. Det er en del af vores opgave undervejs at få et indtryk af historikernes arbejde med at sortere og kritisere det enorme kildemateriale.

Dette materiale omfatter også de fremstillinger Napoléon selv siden – på Sankt Helena – gav til tre forskellige medarbejdere af sit liv og sin karriere, og som blev grundlaget for den myte om Napoléon skabte om sig selv - og andre om ham.

Fra Saint-Vallier til landsbyen Escragnolles har vi intet andet valg end at tage N85, selv om Napoléon fulgte en sydligere vej langs floden Siagne, den såkaldte "Alperute".

Escragnolles ligner næsten sig selv fra dengang Napoléon gjorde holdt i dens lille hovedgade. Her mødte han den nu blinde moder til en af sine faldne generaler fra Ægypten, Etienne-François Mireur. Samme Mireur gjorde i 1795 Rouget de l’Isles lokale soldatersang "La Marseillaise" til landets nationalhymne, og vi vil gennemfinde Mireurs navn indgraveret på Triumfbuen i Paris.

Napoléons næste overnatning fandt sted i landsbyen Séranon hvortil hovedtruppen nåede frem kl. 21 efter at have marcheret siden klokken seks om morgenen da de forlod Cannes.

Det er blevet sagt at Napoléon som feltherre overlevede i kraft af sine soldaters ben, og Napoléon måtte også selv gennemføre størstedelen af dagens rejse til fods, trækkende sin hest efter sig.

Ruten de fulgte går her tættere på N85, først til venstre, siden til højre for den nuværende landevej hvorfra der er en storslået udsigt. Men den havde Napoléon og hans folk ingen glæde af i vintermørket hvor sneskyer nu dækkede for fuldmånen.

Napoléon overnattede i et hus der tilhørte borgmesteren i Grasse, og dennes efterkommere bevarer og udstiller stadig den stive stol kejseren sov på. Skønt markis'en af Gourdon ikke ved morgenens møde i Grasse havde haft lyst til at anerkende den tilbagevendte kejser før han havde befæstet sin stilling, var borgmesteren snedig nok til at tilbyde ham overnatning i sit "sommerhus" som han endda sendte folk op til i forvejen så de kunne varme op. I dag er der ikke andet tilbage af det lille slot i Broundet uden for Séranon end de forfaldne mure som vi kører rask forbi. Undervejs havde Napoléon beslaglagt nogle muldyr så flere af hans folk kunne ride det sidste stykke. Men alle faldt de i så udmattet en søvn i Séranon at muldyrejerne uden besvær i nattens mulm kunne tilbageerobre deres dyr.

Endnu midt i den mørke nat fortsatte Cambronnes fortrop, og før det blev lyst var også Napoléon på vej denne fredag den 3. marts. Det var her i over 1000 meters højde bidende koldt, og sneen dækkede fuldstændig både landskab og veje. Fra Rusland huskede soldaterne at det gjaldt om at holde sig i gang.

Ved 11-tiden om formiddagen nåede Napoléon frem til landsbyen La Garde og drog herfra videre til Castellane hvor han spiste frokost og vi får formiddagskaffe og leder efter huset i rue Nationale hvor underpræfekten Francoul og byens borgmester modtog kejseren.

Klokken 14 genoptog Napoléon sin fremrykning, og efter i dyb sne at have krydset bjergryggen nåede han ved 21.30-tiden frem til Barrême.

Det var sandsynligvis denne aften at et muldyr læsset med nogle af Napoléons medbragte kontanter skred i afgrunden. En af pengekasserne blev slået itu, og ved lygters svage skær søgte mandskabet at samle de 200.000 franc, pakket i ruller og nu spredt i mørket. Napoléons kassemester under De Hundrede Dage, Peyrusse, kunne derefter konstatere tabet begrænset til godt 37.000 franc.

I Barrême overnattede Napoléon hos fredsdommeren Tartanson. Hans hus har siden fået skåret halvdelen væk af landevejen N202, men resten bærer en mindeplade. Fredsdommeren blev efter Waterloo forvist til langt op i Alperne for således at have hjulpet Napoléon, men forsvarede sig året efter i en lang bønskrivelse hvor han understreger at han – i modsætning til så mange andre – intet avancement udbad sig fra kejseren, og at han forøvrigt havde stillet sig i spidsen for de borgmestre fra omegnen der den følgende morgen opponerede mod Napoléons tilbagekomst, blandt andet ved at bære den kongelige lilje i knaphullet i stedet for den kejserlige tricolore.

Fra Barrême tog Napoléon vejen over passet Col de Corobin for ikke at blive overrasket af de kongelige tropper han bestandig måtte frygte ville nå frem og stå i vejen for ham. Vi kan ikke i dag følge ham før vi drejer af fra N85 i Chaudon-Norante og tager den nuværende D20 der bringer os ad samme bagvej ind i Digne som Napoléon tog, det vil sige over de bade (termer) der har givet byen dens lange navn Digne-les-Bains, og hvor Napoléons søster Pauline havde vederkvæget sig.

Vi står af bussen ved rue Mère de Dieu og går helt bogstaveligt i Napoléons fodspor op gennem en gade der ikke har forandret sig meget siden hin middagsstund lørdag den 4. marts 1815. Vi kommer til Place de l'Évêché som kun har en enkelt husrække tilbage fra dengang, følger smøgerne ned til Hôtel de Petit Paris i rue Jeu de Paume og står foran huset (med den obligate mindeplade) hvor Napoléon under markedsdagens larm indtog sin frokost og modtog den royalistiske borgmester de Gassendi-Tartonne. De to viceborgmestre var ham så meget mere venligtsindede at Napoléon efter sin ankomst til Paris udnævnte den ene til ny borgmester.

Stadig var det småt med tilslutningen. På dette tidspunkt var Napoléons styrke kun blevet forøget med fire mand. Til trods for at proklamationer var blevet delt ud hele vejen op fra Golf Juan. De var blevet skrevet på Elba og i første omgang kopieret af soldaterne om bord. Allerede i Grasse havde Napoléons folk forsøgt at få dem trykt, men det lykkedes først her i Digne. Én var rettet til det franske folk, en anden til hæren og en tredje specielt til generaler og officerer.

Til hæren hed det, i en ældre dansk oversættelse:

Den Fører, som ved Folkets Valg kaldtes til en Trone, hvortil I havde løftet ham op, ham har I nu igen; saml Eder da nu om ham.

Find Eder ikke længere i at bære de Farver, hele Folket har bandlyst, og som i fem og tyve Aar var Samlingsmærket for Frankrigs Fjender! Anlæg den trefarvede Kokarde; den bar I paa vore uforglemmelige Hædersdage.

At vi har været de andre Nationers Herrer, det maa nu være glemt, men vi bør ikke taale, at nogen af dem blander sig i vore Sager. Hvem skulde da vel ogsaa kunne fordre at være Herrer i vort Hus, hvem skulde kunne paatage sig det?

Mens fremrykningen indtil Digne havde været uden ydre militært format, udgjorde Napoléons tropper ved afrejsen sent lørdag eftermiddag fra Digne et ganske flot skue da de fulgte Chemin Neuf til Grand Pont for at gå over floden Bléone: Det lette kavalleri red i spidsen for jægerkorpset til fods, så fulgte grenadererne, generalstaben med Napoléon og til sidst den korsikanske bataillon. En bagtrop under Drouots ledelse forlod først næste dag Digne.

Selv bliver vi lidt i Digne for at spise frokost på det velrenomerede Hotel Le Grand Paris hvis køkkenchef, Jean-Jacques Ricaud, har holdt 40 års jubilæum på stedet.

Efter frokost indhenter vi hurtigt Napoléons styrker der hin lørdag aften ved 21-tiden nåede frem til Malijaï og holdt nattekvarter dér, mens general Combronne og hans fortrop fortsatte for at sikre sig broen over Durance-floden ved Sisteron.

Vi slår et lille sving ind omkring slottet (i dag rådhuset) i Malijaï hvor Napoléon endnu en gang blot fik nogle få timers søvn i en lænestol mens hans soldater bivuakerede i parken.

Fra Malijaï følger vi Napoléon over landsbyerne Escale og Volonne til Sisteron. Heller ikke i Sisteron mødte Napoléon den modstand han havde frygtet, trods borgmesterens erklærede uvilje mod kejseren. Cambronne havde fået tingene sat på plads, og Napoléon kunne tage ophold på gæstgivergården Den forgyldte Arm og her underholde sig fredsommeligt med både underpræfekt og borgmester.

"Vil man være glad for at se mig på tronen igen?" spurgte Napoléon underpræfekten.

"Det tror jeg," lød svaret, "hvis blot man ikke var bange for at udskrivningerne og alle de andre ubehageligheder samtidig skulle begynde forfra."

"Ja, jeg ved godt, at der er sket meget forkert," svarede Napoléon, "men nu skal alt nok blive godt og mit folk lykkeligt."

Borgmesteren derimod tilstod åbenhjertigt at han havde gjort hvad han kunne for at rejse byens befolkning imod kejseren, men de væbnede styrker havde foretrukket at fortrække.

Efter frokost forlod Napoléon ved 13-tiden Sisteron. Men vi følger ham ikke ad N85, selv om den – fraregnet afstikkere til nogle landsbyer – netop var hans rute. Der er for lidt at se nu, vejen er for moderne.

Så i stedet krydser vi igen Durance-floden og følger gennem den storslåede dal – bjergene er jo de samme – den mindre vej D4 der giver et bedre indtryk af datidens vejlandskab. Hvis bussen ikke vejer over 9 tons, krydser vi først floden igen lidt syd for Gap.

Skønt præfekten i Gap havde udsendt en meget fjendtlig proklamation hvori han kaldte Napoléon for en eventyrer der kun ville forstyrre den nyetablerede fred og lykke, så var befolkningen i Gap forsamlet i tæt begejstring da Napoléon klokken 21 rykkede ind i byen hvis porte var slået op på vid gab.

Lykkelig erklærede Napoléon: "Se, nu kan vi da mærke vi er i Frankrig igen!"

I Paris var underretningen om kejserens landgang omsider nået frem, og næste dag blev Napoléon erklæret for en fredløs forræder og oprører der kunne stilles for en krigsret og henrettes.

Var den langsomme kommunikation således her en fordel for Napoléon, var han selv i større målestok offer for den. Da han besluttede at forlade Elba, troede han at Wienerkongressen var opløst. Men dens afslutning var uventet blevet udsat uden at Napoléon nåede at høre derom, og de allierede – Rusland, Østrig, England og Preussen – kunne derfor, omend tøvende, tage en fælles beslutning om at knuse Napoléon.

I Gap havde Napoléon taget ophold i gæstgiveriet Marchand i rue de France. Vi holder en kaffepause i byen for at se den i dag såre beskedne bygning, to fag i tre etager hvor Napoléon modtog sine venner og skrev endnu en proklamation mens befolkningen natten igennem højrøstet hyldede ham på det nærliggende torv.

Helt til klokken to mandag eftermiddag blev Napoléon i Gap. Han var blevet underrettet om at den kongelige hær havde trukket tropper ud fra Grenoble for at gå ham i møde ved La Mure, halvvejs de 100 km til Gap. Så allerede klokken seks om morgenen havde han sendt Combronne og hans tropper af sted for at indtage La Mure. De mødtes af de kongelige ingeniørsoldater og hærens forløbere. Men i stedet for sammenstød kom det til almindelig forbrødring.

Imens rykkede Napoléon frem over Saint-Bonnet til Corps hvor han overnattede på Hôtel du Palais, i dag Auberge Dumas.

De kongelige tropper var blevet trukket tilbage til Laffrey, en snes kilometer syd for Grenoble, og det blev her Napoléon næste dag vandt sin afgørende militære sejr, stadig – som han havde svoret det allerede på stranden ved Golf Juan – uden at løsne et skud.

Klokken 10 tirsdag den 7. marts spiser kejseren frokost i La Mure. Han får omelet, og vandrehistorien lyder:

"Æggene må sandelig være sjældne her i landet siden omeletterne er så dyre," bemærker kejseren.

"Nej," svarer gæstgiveren, "det er ikke æggene der er sjældne, det er kejserne."

Da Napoléon, velunderrettet om en generel velvilje mod ham hos de kongelige tropper, nærmede sig deres stilling ved Laffrey, gav ham sine folk ordre til at demonstrere deres fredelige sindelag ved at tage geværet under armen, og ledsaget af generalerne Bertrand, Drouot og Cambronne gik Napoléon alene frem mod det kongelige regiment.

"Skyd ikke, venner! Det er kejseren som vil tale til jer!"

Den kongelige kaptajn Randon giver sin medbragte ordre om at skyde på rebellen:

"Fyr!"

Men ingen fyrer på kejseren der nu i sin grå militærfrakke står kun 30 meter fra Grenoble-styrken.

"Soldater af 5te regiment," råber ham med høj røst. "Kender I mig?"

"Ja, ja, ja," svarer de.

"Hvis der mellem jer er en eneste soldat der vil skyde på sin kejser, så lad ham. Her er jeg!"

Og han åbner sin frakke.

"Leve kejseren! Vive l'Empereur!"

Og de omringer ham fra alle sider, kaster sig for hans fødder, kysser hans hænder, hans kårde og hans kappe, svinger deres huer på bajonetterne.

PHOTO (maleri af situationen)

På Sankt Helena fortalte Napoléon Las Cases at han trak en af de gamle soldater i knebelsbarten og spurgte om han virkelig kunne have nænnet at skyde på sin kejser. Soldaten lod sin ladestok falde ned i bøsseløbet som tegn på at den slet ikke var ladt.

"Se selv, om jeg kunne; alle de andre har båret sig ligesådan ad."

Så holdt Napoléon naturligvis endnu en tale til sine soldater, og den samlede styrke bevægede sig derefter nordpå og holdt indtog i Grenoble mens omegnens befolkning begejstret slog dem følge.

Tilbage står i dag en ensom rytterstatue af Napoléon og kigger ud over dalen og Prairie de la Rencontre som turistfolkene har døbt stedet.

Ved middagstid nåede de første tropper ind i byen, og Napoléons styrker var nu tredoblet til 3.200 mand. Umiddelbart før Napoléon ad D5 klokken 21 når Grenoble, gør han holdt først i Tavernolles for at slukke en brændede tørst, dernæst i Eybens hvor en gæstgiverkone tilbyder ham et varmt fodbad som han taknemlig tager imod.

Selv er vi allerede nået frem til Grenoble kl. 18, og middagen indtager vi i Auberge Napoléon i rue Montorge hvor udsmykningen giver os lejlighed til at stifte bekendskab med den revolutionære kalender som Napoléon afskaffede i 1805.

Dag 8 – Lørdag 10. maj/13. september

8.-15. marts 1815

Auberge Napoléon hed Auberge aux Trois Dauphins da Napoléon selv rykkede ind i den bygning der i dag er lavet om til lejligheder. Hotellet blev drevet af en af hans gamle soldater.

Her blev Napoléon i hele 36 timer og underholdt sig med høj og lav om situationen. Hele tiden understregede han at han ingen anden suverænitet kunne udøve end den folket gav ham.

Det var også her Napoléon udstedte sit første dekret efter tilbagekomsten: kongedømmets hvide kokarde og lilje skulle erstattes af tricoloren både som kokarde og som flag.

En troppeparade onsdag eftermiddag med nu op mod 5.000 mand bekræftede for Napoléon hvad han siden på Sankt Helena sagde om sig selv:

"Fra Cannes til Grenoble var jeg en eventyrer, men her blev jeg påny hersker."

Napoléon prøvede hele vejen at fastholde den overbevisning at hans svigerfar, kejser Franz II af Østrig, ville sende kejserinde Marie-Louise og sønnen, Kongen af Rom, tilbage til Paris hvor Napoléon havde planer om at lade dem begge krone. Men lige så lidt hun var kommet til Elba, ønskede hun nu at komme til Paris, trods Napoléons bønlige breve, det første sendt her fra Grenoble. På det punkt underordnede hun sig helt sin faders vilje.

I Paris erklærede Ludvig 18. til de forsamlede ambassadører:

"Jeg er overbevist om at der er lige så lidt grund til for Europa at bekymre sig som der er for mig."

Hvis han mente hvad han sagde, kunne han ikke tage grundigere fejl.

Efter morgenens behandling af dagens tema: Napoléon og hans soldater, kører vi fra Grenoble til Lyon ad motorvejen.

Selv gjorde Napoléon turen i kalechevogn alene med sin trup fra Elba. Han kørte over Rives og overnattede i Bourgoin.

Hans triumf var nu total og indtoget i Lyon torsdag eftermiddag den 9. blev symbolsk. Fra alle de omliggende landsbyer på ruten strømmede folk til for at følge ham på vej.

I Lyon havde der i de forløbne dage været hektisk aktivitet blandt de kongetro. Fra Paris blev både marskaller og hertuger sendt frem, men de samlede anstrengelser formåede ikke at rejse en eneste menig soldat til forsvar for byen mod den fremrykkende Napoléon der derfor uanfægtet kunne gøre sit indtog sent fredag aften den 10. marts.

Han rykkede ind i Ærkebiskoppens Palæ der i dag er stadsarkiv. En bygning Napoléon kendte godt, for her havde han – efter konkordatet med Paven i 1801 – placeret sin egen, kun seks år ældre onkel, Joseph Fesch, som ærkebiskop i et par år. Fesch hvis museum vi besøgte i Ajaccio, havde i 1814 eksileret sig i Rom, men Napoléon kaldte ham tilbage under De 100 Dage.

Napoléon havde selv tilbragt 14 dage hos onklen i Lyon i 1802 og var som nykronet kejser på officielt besøg i 1805. På bymuseet i den gamle bydel som vi besøger efter frokost, er indrettet en Napoléon-sal.

Lørdag den 11. formiddag holdt Napoléon en stor troppeparade på Bellecour Pladsen, landets største torv.

Vi spiser frokost i nærheden på Raphaël Béringer og besøger bagefter Tekstilmuseets Napoléon-samling.

Napoléon blev i Lyon indtil den 13., og det var med en halv snes dekreter mod Kongens regering at han på denne dag i virkeligheden overtog magten som ingen herefter var i stand til at anfægte før efter Waterloo.

Napoléon lovede i disse dekreter en ny og liberal forfatning "overensstemmende med nationens interesser og ønsker".

Men samme dag vedtog Wienerkongressen efter en heftig debat den fredløshedserklæring der var grundlaget for en fornyet mobilisering – ikke mod Frankrig, men mod Napoléon personligt som en person, der ved at "bryde den overenskomst, i henhold til hvilken der var tilstaaet ham ophold på Elba, har tilintetgjort den eneste lovlige adkomst, hvortil hans eksistens var knyttet. Ved atter at vise sig i Frankrig i den hensigt at volde forstyrrelser og omvæltninger har han selv berøvet sig lovens beskyttelse og for alverdens åsyn lagt for dagen, at man hverken kan leve i fred eller fordragelighed med ham.

Som følge heraf erklærer da stormagterne at Napoléon Bonaparte har sprængt alle borgerlige og sociale bånd, og at han som fjende og forstyrrer af verdensfreden har udleveret sig selv til offentlig afstraffelse."

Midt på eftermiddagen forlader vi Lyon og kan gudskelov i dag gøre det ad motorvejen lige fra bymidten. Men efter de 127 km mod nord til Chalon-sur-Saône drejer vi ind på den departementale landevej de sidste 50 km til Autun gennem et højbakket Bourgogne-landskab lige så smukt, men så ganske anderledes end Alpedalens. Det er også forskellenw i den franske natur og dens landskaber vi er ude for at opleve.

Til den smukke middelalderby Autun ankom Napoléon den 15. og overnattede i Postgården der ikke længere eksisterer som hotel. Men det gør gymnasiet, han gik i gennem fem måneder i 1779. Skolen bærer i dag Napoléons navn, og de uniformerede elever fylder stadig gaderne i byen hvor vi overnatter.

I Autun havde Napoléon et underholdende sammenstød med de gejstlige, men fik også holdt endnu en stor og jublende soldaterparade på byens smukke torv. Vi bor og spise prægtigt i det gamle ursulinerkloster.

Dag 9 – Søndag 11. maj/14. september

16.-19. marts 1815.

Efter morgenmaden beskæftiger vi os med dagens tema: Napoléon og den Paris-fjendtlige provins.

Vi fortsætter gennem Bourgogne ad Napoléons rute til Auxerre og gør her ophold på Saint Etienne Pladsen hvor Napoléon efter sin overnatning i Præfekturen holdt revy over det 14de Linieinfanteriregiment.

I Auxerre spiser vi frokost hos Jean-Luc Barnabet og tager derefter ad motorvejen de sidste 165 km til Paris til det elegante Hôtel Castiglione.

Dag 10 – Mandag 12. maj/15. september

20.marts 1815.

Efter morgenens gennemgang af dagens tema: Napoléon som slotsbygger, tager vi vores bus ud til slottet Fontainebleau.

Det var her Napoléon med kort varsel indkvarterede Paven før sin kroning i 1804, og det var her han i 1806 begyndte indretningen af kejserhoffets lejligheder: 600 i alt, 35 beregnet på fyrster og generaler, 46 til gæster, 39 til sekretærer og resten til det store tjenende personale. Efter brylluppet med Marie-Louise tilbragte han over en måned i Fontainebleau i efteråret 1810, og et stort program blev sat op for både jagter og daglig underholdning.

Men det var også her Napoléon gennemlevede de sidste frygtelige uger op til sin abdikation i april 1814. Det var i slotsgården han tog afsked med sine soldater og rejste til Elba.

Den 20. Marts 1815 klokken fire om morgenen ankom Napoléon til Fontainebleau, men efter tre timer ilede han videre – også opildnet ved meddelelsen om at Ludvig 18. dagen før havde forladt Paris som Napoléon nåede frem til om aftenen ved 20-tiden.

Først skal vi se Napoléons lejlighed der er helt nyrestaureret og giver et imponerende indtryk af de arbejder Napoléon gav anledning til på felter som møbler, stoffer, vævninger, dekorationer.

"Ikke fordi jeg elsker luksus," sagde han selv, "men for at give mit folk arbejde."

Derefter går vi videre til Napoléon-museets 15 værelser, hver af indrettet for hver sit medlem af Napoléon-familien.

Efter slotsbesøget spiser vi frokost i gårdhaven på Hôtel Napoléon og tager derefter bussen tilbage til Paris hvor resten af dagen er fri.

Dag 11 – Tirsdag 13. maj/16. september

21. Marts-20. Juni 1815

Morgenens tema er det politiske forløb af De 100 Dage frem til 12. juni hvor Napoléon forlader Paris for Waterloo.

Vi tager det hurtige TGV-tog til Bruxelles og herfra i bus de 15 km ud til Waterloo.

På helt enestående vis er landskabet for slaget bevaret. Indledningsvis indtager vi først Wellingtons position, derefter Napoléons, før vi fra toppen af det kunstige bjerg, La Butte du Lion, konstrueret 1824-26, kan overskue hele slagmarken.

Vores fantasi er ikke alene beriget af Bondartjuks film. En fremragende multimedie-produktion med modeller, film og lyd og et ældre indendørs malet panorama over slaget giver mulighed for at "opleve" slaget fra toppen af monumentbjerget hvor en bronzeløve er opstillet til minde om de blodige begivenheder.

Vi vil prøve at forstå hvor tæt Napoléon faktisk var på at vinde, og kigge på teorierne om hvorfor han alligevel tabte. En diskussion han selv på Skt. Helena gav ivrige bidrag til.

Efter frokost tager vi bussen og toget tilbage til Paris.

Dag 12 – Onsdag 14. maj/17. september

21.-30. Juni 1815

Dagens tema: Napoléon på Sankt Helena og myten om ham. Det er den franske Napoléon-historiker Jean Tulard der stærkest har understreget at Napoléons største geni var hans talent for at drive propaganda, og at myten om Napoléon, for en stor del skabt af ham selv, er langt vigtigere for eftertiden end den "historiske virkelighed" der kan graves frem.

Forhåbentlig ved vi på dette tidspunkt af rejsen allerede meget om det sindrige vekselspil mellem fortid og nutid, løgn og sandhed, idealer og virkelighed.

Napoléon nåede tilbage til Paris fra Waterloo tidligt om morgen onsdag den 21. Juni. Næste dag blev han tvunget til at abdicere. Han gjorde det til fordel for sin fireårige søn, Kongen af Rom, men ingen andre tog sig af det ønske, hverken i Wien eller i Paris.

Heller ikke Napoléons andet store ønske: at kunne emigrere til Amerika, blev taget alvorligt – andet end på skrømt.

Men han bliver hængende i Elysée-palæet helt til søndag og overvejer sågar endnu et statskup. Han bryder dog af og rykker til slottet Malmaison med sin steddatter Hortense der i De 100 Dage havde spillet rollen som reserve-dronning. Her bliver han til om torsdagen hvor det regerende statsråd med Fouché i spidsen har afgjort hans skæbne, uden at han selv endnu ved det. Den 29. om aftenen forlader han Malmaison og overnatter på slottet i Rambouillet.

Vi besøger begge steder på hver side af frokosten. Malmaison er et af Frankrigs bedste museer, fuld af atmosfære, selv om indboet kun er autentisk for så vidt angår Napoléons bibliotek, hans rådssal og Joséphines soveværelse. Også naboslottet til Malmaison, det lille Château de Bois-Préau skal vi se for dets samlinger af Napoliana og en permanent udstilling af hans propaganda – og englændernes propaganda mod ham.

Slottet i Rambouillet blev først kongeligt i Ludvig 16.s tid, og revolutionen havde taget enhver glans af det. Men Napoléon holdt af stedet og fik det sat i stand. Desværre duede arkitekten ikke, og slottet blev bygningsmæssigt slemt molesteret af ombygningen. Igen tiltrækker Napoléons overdådigt dekorerede badeværelse sig opmærksomheden.

Napoléon tilbragte i sin regeringstid i alt hele 60 dage på slottet hvilket er nær en rekord. Også parken fik han sat i glimrende stand, blandt andet med cypresser importeret fra Louisiana.

Det var her kejserinde Marie-Louise i april 1814 fik sin fars lodrette ordre om ikke at tilslutte sig Napoléon på Elba, og det blev det sidste af sine slotte, kejseren opholdt sig på før afrejsen den 16. Juli til Skt. Helena.

Dag 13 – Torsdag 15. maj/17. september

Dagens tema bliver den store afsluttende diskussion: Var Napoléon en reaktionær diktator på linje med skrækkelige efterfølgere som Stalin og Hitler, eller var han er forbereder af et moderne demokrati frigjort af revolutionens rædsler?

Først tager vi til et af den franske nations vigtigste symboler, Den store Triumfbue, planlagt af Napoléon i 1806, men først gjort færdig i 1836 af borgerkongen Louis-Philippe og siden vokset til at blive et af den franske nations vigtigste symboler. Fra Triumfbuens tag kan vi overskue Napoléons spor i det indre Paris.

Derfra kører til Invalidekirken hvor Napoléon i 1840 – eller var det nu ham? – fandt sit endelige hvilested. Dôme des Invalides er et af mange eksempler på hvordan Napoléon gik ind i traditionen og omformede den.

Vi spiser afskedsfrokost på en af byens bedste restauranter: Le Grand Vefour i haven bag Palais Royal, og derefter er resten af dagen fri til indkøb. Hvis man da ikke har lyst at gå på Napoléon-opdagelser i Louvre-museet, besøge Musée de l'Armée, hærmuseet1, eller Fondation Napoléons 7.000 bind store biblioteket på Boulevard Hausmann. Der er nemlig ingen ende på herlighederne ...

 

[1] Hærmuseum: Museet ligger i Invalide-komplekset. Her kan man gennemgå salene La Fayette med artilleriløjtnant Napoléons udstyr, Première République om de slag hvori den unge general deltog, Det ægyptiske felttog og den såkaldte Boulogne-sal med blandt andet Napoléons telt og minder om kroningen. Endvidere det første konsulat og så den lange række af slag gennem kejsertidens historie: Austerlitz, Iéna, felttogene i Spanien og Portugal, slagene ved Friedland og Wagram samt det skæbnesvangre felttog i Rusland, frem til Napoléons første abdikation på slottet i Fontainebleau. tilbage